+ 45 97 32 10 33

I anledning af Schuberts minde 50 år

 

Jubilæumsskrift

af: Viceforstander Johannes Kristiansen

Et jubilæum er ikke et mål i sig selv, men en milepæl, hvor man måske stopper op et øjeblik og ser tilbage over den vej, som er tilbagelagt. Og det vil vi gøre her ved Schuberts Mindes 50 års jubilæum.

Det følgende skal betragtes som et sådant tilbageblik, set igennem mine briller.

Der er ingen tvivl om, at andre ville kunne fortælle historien anderledes, idet de har set og oplevet tingene på en anden måde end jeg. Dette fornemmes helt klart, når man træffer nogle af dem, der i årenes løb har været på Schuberts Minde som barn eller ung, og de fortæller om deres oplevelser.

Min kontakt til Schuberts Minde stammer tilbage fra 1. november 1962, hvor jeg som diakonelev havde fået anvist praktikplads her. Som skik og brug var, når unge skiftede plads til november, forlod jeg min tidligere plads i Aalborg efter at have spist middagsmad - og skulle så møde til spisetid i den nye plads, som altså var Schuberts Minde. Turen foregik på motorcykel, og da jeg sent på eftermiddagen nåede til Ringkøbing, kørte jeg ind på tankstationen på hjørnet af Herningvej og Møllevej og spurgte om vej. Forklaringen var enkel: Jeg skulle bare køre op ad Møllevej, dreje ud ad Kongevejen og videre af Vellingvej - så lå Schuberts Minde på højre side, lige når jeg kom ud af byen.

Der er i Schuberts Mindes beliggenhed og i det, der er sket omkring denne, næsten noget symbolsk på det udviklingsforløb, der har været kendetegnende for institutionen. Da Schuberts Minde i sin tid blev etableret, var Danmark endnu et udpræget landbrugsland, og størsteparten af os, der på dette tidspunkt fik arbejde på en institution som Schuberts Minde, var opvokset på landet og havde haft den første tid af vort arbejdsliv der. Vi var bl.a. vant til en arbejdsform, hvor arbejdsplads var lig med bopæl, arbejdsfællesskab lig med bofællesskab og grænsen mellem arbejde og fritid i stor udstrækning flydende. Som beliggenheden kunne meget af det, der skete på Schuberts Minde, derfor betragtes som værende grænselandet mellem livsstilen på landet og den livsstil, som mere og mere kom til at præge det industrielle bymiljø.

Schuberts Minde var bygget udenfor byen og var stadig i 1962 noget af det yderste, blot med enkelte huse på Vingevej. Der var ved at komme gang i byggeriet på Bellisvej, som dog stadig i 1962/63 var en stor mudderpøl, hvor håndværkerne jævnligt sad fast med deres biler og maskiner. De følgende år gik det imidlertid stærkt, og inden længe var byen vokset uden om Schuberts Minde.

På samme måde, som de fysiske omgivelser omkring Schuberts Minde har ændret sig, har også livet indenfor området fulgt med udviklingen i det øvrige samfund. Og når Schuberts Minde nu kan fejre sit 50 års jubilæum, er dette udtryk for, at det er lykkedes at følge med, og at der hele tiden har været et relevant tilbud til børn og unge, som i en eller anden sammenhæng har haft brug for en placering udenfor eget hjem.

Af referaterne fra indvielsen i 1951 fremgår, at der i byen var en vis forargelse over de luksuøse fysiske rammer til børnene. Når man ved, at disse rammer bl.a. var sovestuer med plads til seks børn på hver, er det nok ikke forkert at mene, det ville være blevet betragtet som galmandssnak, hvis der var én, som havde vovet at sige, at om nogle år ville børnene bo på enkeltværelser. Modsat ville Schuberts Minde efter al sandsynlighed ikke have eksisteret i dag, hvis tilbudet stadig havde omfattet sovestuer til seks.

På samme måde, som de fysiske rammer har måttet tilpasses den samfundsmæssige udvikling, er alt, hvad der foregår indenfor rammerne også gennem årene ændret i takt med udviklingen. Schuberts Minde har således gennem de 50 år konstant været under forandring.

Personerne, som er tilknyttet institutionen, er en levende organisme, som er med til at sætte sit præg. Mange har i årenes løb været en del af denne organisme - det gælder børn/unge, medarbejdere, bestyrelsesmedlemmer og andre, som på forskellig vis er kommet i huset: Forældre, sagsbehandlere, børnenes kammerater o.m.a. Alle har været med til at præge livet på Schuberts Minde i større eller mindre grad. Og hver gang én kommer til, eller én forlader stedet, sker der en ændring, og man må konstatere, at Schuberts Minde ikke længere er helt det samme.

Engang imellem kan nogen give udtryk for, at “det var nu bedre, dengang ....” - eller ”det er godt, det ikke er sådan nu ....!” Hertil kan siges, at det ikke er rimeligt at bruge datidens målestok til at måle i dag med - eller modsat. En institution som Schuberts Minde må være tilpasset den aktuelle tid, hvilket også kom til udtryk i et fast afsnit i det årlige fællesbrev, som blev udsendt til jul. Her var Kjærgaard Jensens overskrift: Aldrig færdig - altid på vej.

Ved indvielsen i 1951 bestod Schuberts Minde af hovedbygningen, der skulle rumme 36 børn samt familien Kjærgaard Jensen og de øvrige medarbejdere (se oversigt). Arkitekt Nicolaj Andersen var i disse år en hyppig gæst i huset, og mange er de planer, som ved hans besøg er blevet luftet og omsat i streger og skitser. Ikke alt lod sig gennemføre, men meget lykkedes det at få omsat til realiteter, hvilket de nuværende rammer kan bevidne.

I 1976, hvor amterne i forbindelse med bistandslovens ikrafttrædelse overtog forpligtelsen med drift af døgninstitutionerne, gjorde udbygningen af de fysiske rammer, at Schuberts Minde kunne tilbyde Ringkjøbing Amt en institution bestående af fire afdelinger: én i hovedbygningen og tre i fritliggende huse. Dette var uden tvivl en medvirkende faktor, da amtet valgte at indgå driftsoverenskomst med institutionen og dermed sikrede dens eksistens.

Udover den betydning, den generelle samfundsudvikling har haft på forløbet på Schuberts Minde, har også ændringerne, der er sket i de tildelte opgaver, medvirket til forandringer. De første år kom en stor del af børnene på Schuberts Minde udelukkende af forsørgelsesmæssige grunde. F. eks. søskendeflokke, hvor forældrene af forskellige årsager var ude af stand til at varetage forsørgelsen. Sammen med de voksne var disse børn med til at skabe et miljø, hvor også nogle børn med forskellige problemer kunne trives og udvikles. Gradvist øgedes gruppen af børn med udviklingsmæssige problemer på forskellige områder, og med mellemrum oplevedes det, at grænsen for miljøets bæreevne blev overskredet. Dette søgtes modvirket ved udvidelse af voksengruppen og derefter ved opdeling i mindre grupper. Etablering af afdelingerne kan ses som et led i dette forløb. Samtidig blev etableret psykiatrisk tilsyn og konsulenttjeneste og senere en psykologisk konsulenttjeneste fra familieafdelingen i amtet.

En anden del af udviklingen var uddannelsen af medarbejderstaben, dels gennem deltagelse i forskellige kurser og dels ved, at flere blev bevilget orlov og deltog i årskurser på de socialpædagogiske seminarier eller på Socialpædagogisk Højskole.

Gennem hele forløbet er der sket en udvikling i retning mod et mere og mere behandlingsmæssigt miljø - og da Schuberts Mindes status officielt pr. 1. januar 1997 officielt blev ændret til behandlingshjem, var dette ikke en følge af en stedfunden revolution, men nærmere markering af en gennemført evolution.

En væsentlig ændring med stor betydning for udviklingen af det behandlingsmæssige miljø var imidlertid, at den psykologiske fagekspertise på dette tidspunkt på ledelsesplan blev en integreret del af dagligdagen på Schuberts Minde, hvilket bl.a. har givet langt større mulighed for opfølgning på de individuelle behandlingsplaner samt for undervisning og supervision.

Livet på Schuberts Minde har som livet i almindelighed bestået af en lang række hverdage, men med hver sit specielle indhold og (i hvert fald set fra et medarbejdersynspunkt) aldrig kedelig. Disse dage har været brudt af dage med fest, forskellige arrangementer og traditioner.

Om hverdagene kan siges, at de som alt andet på Schuberts Minde har været omfattet af ændringer, og når man har været en del af forløbet, kan det være svært altid at huske, “hvordan var det nu, det var?” Men det kan tidligere børn og unge så være med til at råde bod på, når de spørger “kan du huske ....?”

En væsentlig del af hverdagen på Schuberts Minde var i mange år det praktiske arbejde, hvor de store børn efter skoletid var delt op i grupper på tværs af afdelingerne. Disse grupper eller hold var ledet af en voksen og havde hver sit arbejdsområde, så som køkkenhave, prydhave, drivhus, hønseri og vedligehold af bygninger, cykler samt hestepasning o.s.v. Ikke helt uden grund blev Schuberts Minde i daglig tale mellem børnene og de unge i en periode benævnt som “Farmen”. Når der var større projekter i gang, blev kræfterne samlet, f. eks. i forbindelse med byggerierne - og en stor del af arbejdet er på den måde udført af børn og medarbejdere ved Schuberts Minde. Mange vil kunne nikke genkendende, når der nævnes udgravning af kælder ved Fjordli, rydning af Thomas’ grund på Vingevej (sikken et bål - hvor hvepsene under flugt fra ilden svirrede om ørerne på os), hønsehuset, der blev til stald, støbning af sokkel til Solskifte, understøbning af væggene i Kløvhøj, flisfyr, hugning af flis o.s.v. - o.s.v. Om holdene kan fortælles, at de havde navn efter den voksne, der stod som leder: Romlunds hold, Ydings hold, Kristiansens hold o.s.v. Og så var der for øvrigt murer Jørgensens hold, der bestod af murer Jørgensen og hans arbejdsmand, Bernhardt, der, når nogle af projekterne krævede ekspertise på murerområdet, blev tilkaldt og mødte op på cykel med påhængsvogn belæsset med murerbaljer m.v.

Et andet væsentligt element i hverdagen på Schuberts Minde har været - og er fortsat - hesteholdet og aktiviteterne med pasning af hestene, ridning, kørsel, rytterlejr, nye føl, dyrskuer, kåringer o.m.a. Herom kunne skrives meget; men skal en enkelt ting fremhæves, må det vist blive Molly. Molly var Schuberts Mindes første hest, en lille shetlænder med sin helt egen personlighed. I mange år lagde hun beredvilligt ryg til, når nye børn gerne ville have en ridetur; uden risiko kunne man lade dem sidde op, og Molly gik stille og roligt rundt, stoppede op engang imellem, tog en tot græs og gik videre. Problemet var imidlertid, at Molly absolut ikke havde respekt for eller samme tålmodighed med voksne. Hvis en sådan - eller et af de større børn -forsøgte at skræve over Molly, udløstes prompte katapulten, og vedkommende kom ud på en flyvetur. Et eksempel var en dag, hvor Molly var sluppet ud af indhegningen og gik på boldbanen, hvor græsset nok har været lidt grønnere; vi var efterhånden samlet 3-4 mand - men ingen af os kunne komme i nærheden af Molly, som vendte bagenden til og langede ud efter os. Da så Bodil, som nok var omkring 10 år, kom til og sagde “kom så her, Molly” - ja, så luntede Molly med, mens vi andre stod tilbage med en noget flad fornemmelse. - Måske er der herefter faldet en bemærkning om, at det snart var på tide at få hestebøffer!

Med til hverdagen hører også at skulle op og i skole, og på det område er der sket væsentlige ændringer. De, som har været børn på Schuberts Minde i den første tid, vil huske, at de skulle op og foretage nogle pligter inden morgenmaden: Fodre heste og høns, skrælle kartofler, feje lyskasser, dække bord o. l. Bagefter fyldtes spisestuen med børn og voksne til morgenmad og derefter morgensang.

Det med morgensangen følte nogen måske i situationen lidt tilovers, men mange har senere omtalt også dette som et godt minde, man er glad for at have med fra tiden på Schuberts Minde.

I rækken af arrangementer på Schuberts Minde står specielt julen med dens traditioner samt fejringen af grundlovsdagen gennem mange år tydeligst i billedet; men også en lang række andre arrangementer har igennem de 50 år været med til at bryde dagligdagens rytme og samvær. Netop det, at man i arrangementerne er sammen på en anden måde og oplever andre relationer voksne og børn imellem end i dagligdagen, har stor betydning. Her tænkes på koloniture i ind- og udland (i sommerhus/hytte, på cykel, i sejlbåd, i kano o.m.a.), lejre i Kløvhøj, sommerfester, skiture, udflugter, interne arrangementer på tværs af afdelingerne, de forskellige arrangementer omkring hestene o.s.v.

Alle, der har været en del af fællesskabet på Schuberts Minde, vil kunne nikke genkendende til meget af ovennævnte og have en række billeder i erindringen om netop det, de har været med til. Eksempelvis har John Larsen i et indlæg i fællesbrevet fra 1972 beskrevet sin oplevelse af julen på Schuberts Minde på følgende måde:

Julen 1972
“Nu er det altså jul igen, det la`r sig ikke skjule”.
Ja, man kan ikke længere komme uden om det - det er jul igen. Og hvor er året blevet af? Det spørger man ofte sig selv om ved årets slutning. Tiden flyver af sted. Når man sidder henslængt i en god stol, kan man blive overvældet af minderne, og i denne tid kan man nemt komme til at tænke tilbage på julen og de juleaftner, man har oplevet.
Jeg husker tydeligt alle de skønne juleaftner, jeg har tilbragt på børnehjemmet i Ringkøbing; de står som noget ganske særligt for mig. Nu er julen vel altid noget særligt, men en ganske særlig oplevelse er det at være sammen med så mange kammerater en sådan aften.
Man kunne være helt sikker på, at man ville få en god jul, for de, der var ansat på børnehjemmet, gjorde deres yderste for, at vi børn skulle få en aften, vi kunne huske; og jeg må sandelig sige, at det er lykkedes dem hver gang i min tid.
Julestuen - det rum i kælderen, hvor vi dansede om juletræ - var et kapitel helt for sig selv. Den var udsmykket efter alle kunstens regler. Altid var alle gaverne lagt ind i én eller anden spændende ting - f. eks. en kane, en flyver, et hus, en snehytte - ja, man kan blive ved med at remse sjove ting op, men det tjener ikke noget formål, og mange kan sikkert selv huske det. På alle vinduerne var der opsat plakater med smukke julemotiver, så man ikke udefra kunne se ind til alle herlighederne. Det var en hemmelighed, hvordan julestuen var pyntet - heldigvis! For så gik man og var spændt på, at det hele skulle vises for os.
Lad mig også lige nævne et par ord om spisestuen. Denne aften, når vi havde været i kirke, var der en ganske særlig stemning inde i den ellers så kendte stue. Der var pyntet fint, lysene brændte på bordene, og der duftede så skønt ude fra køkkenet af and og rødkål, eller hvad vi nu skulle have at spise netop denne juleaften.
Når vi havde sat os, begyndte plejefar at slå ganske sagte på gongongen, og alle stemte i med “Det kimer nu til julefest” - og vi sang med af hjertens lyst. Nu kunne man rigtig mærke, at det var jul - sådan helt ind i kroppen følte man det. Selv om vi havde hørt juleevangeliet henne i kirken, kunne vi sagtens tåle at høre denne skønne beretning én gang til, så den læste plejefar for os.
Der var kun en eneste ting, som vi nok syntes, varede for længe, og det var opvasken efter middagen. Vi kunne næsten ikke vente længere; men så var der én, der satte sig og læste en julehistorie for os, og så forløb tiden da med noget.
Når alle var færdige med deres gøremål, kunne vi samles ved døren i kælderen, og syngende “Her kommer, Jesus, dine små” gik vi ind til det tændte træ. Det var dette øjeblik, vi havde ventet på . . . . . at se træet og alt det andet i stuen.
Nej, hvor var det flot! - der var sol i alles øjne, når man så på de tændte lys.
Inden jeg slutter min “tænken tilbage” på tiden, vil jeg gerne - og jeg tror, det er på alles vegne - sende plejefar og -mor samt alle de voksne og hvem, der ellers i tidens løb har hjulpet med at give os disse skønne minder, en meget stor tak for deres indsats.
John Larsen.

Grundlovsdag
Grundlovsfesterne, som blev afholdt gennem mange år, var - udover at være Schuberts Mindes fest - en folkefest i Ringkøbing. Når man møder nogen, som i denne periode er vokset op i Ringkøbing, er det tilbagevendende, når de hører, at man arbejder på Schuberts Minde, at de omtaler, de har været med til grundlovsfesterne, som står for dem som noget helt specielt. Som arrangement vil disse fester ikke kunne måle sig med de nuværende byfester med deres omfattende program - og alligevel er det ikke sikkert, at byfesterne vil være i stand til at fremstå med samme glans i erindringen hos dem, der i dag vokser op i byen.

Det vil føre for vidt her at skulle omtale alle de forskellige arrangementer - og yderligere at skulle fremhæve nogle frem for andre vil være svært, idet der for alle, som har været på Schuberts Minde, vil være arrangementer, som netop er dem, de husker som de betydeligste.

Selvom udviklingen på Schuberts Minde har været kontinuerlig, har der gennem årene været ting, som markant har præget udviklingen. Som sådan kan nævnes de to lederskift, hvor Ove og Lone Larsen i 1982 afløste Anna og N. Aa. Kjærgaard Jensen, som havde stået ved roret i de første 31 år, og igen i 1996, hvor Jørn Birk Nielsen tog over efter Ove og Lone.

Af andre skelsættende datoer kan nævnes 1. juli 1976, hvor amterne ved bistandslovens ikrafttræden overtog driften af døgninstitutionsområdet, og hvor Schuberts Minde fra at være i Socialstyrelsens regi overgik til driftsoverenskomst med Ringkjøbing Amt. Dette medførte bl.a., at det tidligere samarbejde med kommuner over hele landet, herunder Københavnsområdet og - ikke mindst - Esbjerg, efterhånden blev afløst af samarbejde udelukkende med kommuner fra Ringkjøbing Amt. Dette betød farvel til mange gode kontakter og relationer til forvaltninger i de kommuner, som hidtil havde gjort brug af Schuberts Minde; i nogle sammenhænge med sagsbehandlere, som ved deres engagement i de børn, de havde været med til at henvise, næsten blev oplevet som en del af personalegruppen.

Eksempelvis kan nævnes opfølgningsmøderne om de børn, der var anbragt af Esbjerg Kommune. Disse møder var kendertegnet ved socialforvaltningens store interesse i forløbet omkring det enkelte barn - og samtidig blev der lejlighed til ved kaffen, før eller efter mødet, når der kom ild i cigaren, at få vendt mange generelle samfundsmæssige problemer af fælles interesse.

Af andre markante tiltag kan nævnes vedtagelsen af nye arbejdstidsregler den 1. april 1981. Disse var på mange måder nok en tilpasning til den ændring, som gennem årene var sket i holdningen til arbejdet på en institution som Schuberts Minde, men de virkede som en kraftig markering af en udvikling bort fra den tidligere beskrevne arbejdsform, som i stor udstrækning var en livsform, hvor grænserne mellem arbejde og fritid var flydende.

På Schuberts Minde som i institutionskredse i øvrigt blev disse arbejdstidsregler modtaget med skepsis og med en oplevelse af, at det ikke længere ville være muligt at skabe et rimeligt miljø for de indskrevne børn. Tiden har imidlertid vist, at selv om det kræver tilpasning, er det også muligt med de ændrede regler at få tingene til at fungere.

Som en institution under “Plejehjemsforeningen i Ringkjøbing Amt” havde Schuberts Minde gennem mange år nær tilknytning til området omkring familiepleje. En del børn kom derfor hertil med det formål, at de efter en periode, hvor der blev samlet op efter nogle måske traumatiske oplevelser, skulle videre i familiepleje, som så blev etableret gennem Plejehjemsforeningen. Der var på dette område et tæt samarbejde mellem foreningen og institutionen.

Da amtet i 1976 overtog forpligtelsen i forhold til pladser til børn og unge, som kommunerne ønskede placeret udenfor eget hjem, valgte man at lægge konsulenttjenesten omkring familiepleje ind centralt i familieafdelingen i amtet. Ved en omstrukturering i 1985 blev opgaven imidlertid uddelegeret til de forskellige institutioner, og for Schuberts Mindes vedkommende blev der til denne funktion ansat en socialrådgiver og en 20 timers pædagog. Den integrerede familiepleje, som ordningen kaldes, har siden fungeret og har været et særdeles godt aktiv i institutionens arbejde. Der er her mulighed for et tæt samarbejde omkring udslusning af børn / unge til familiepleje, både i etableringsfasen og siden i opfølgningen.

Op igennem 80-erne lanceredes forskellige metoder, hvor behandling af problemer omkring børns udvikling involverede hele familien, idet børnenes vanskeligheder oplevedes som symptomer på problemer i samspillet i familien. I en vis udstrækning blev denne måde at arbejde på udråbt som “metoden”, som overflødiggjorde f. eks. anbringelser på døgninstitutioner, hvilket i nogle amter førte til nedlæggelse af størsteparten af institutionerne.

I Ringkjøbing Amt valgte man at lade de enkelte institutioner udvikle afdelinger, hvor familiebehandlingen blev inddraget som en del af institutionen. På Schuberts Minde etableredes en afdeling, “Familiehuset”, hvor der dels var mulighed for at arbejde med eksterne familier, som i et aftalt forløb kom i afdelingen, og dels med familier indskrevet til døgnbehandling.

Familiehusets arbejdsområde har som alt andet været underlagt forandringer og udvikling, men som familieplejedelen er også Familiehuset blevet en integreret del af miljøet på Schuberts Minde.

Schuberts Minde er en selvejende institution med driftsoverenskomst med amtet, og det betyder, at der bag arbejdet på Schuberts Minde står en lokal bestyrelse. I dagligdagen mærkes måske ikke den store forskel på, om institutionen er selvejende eller amtsdreven. Alligevel opleves det, at have en bestyrelse i baggrunden, som noget væsentligt i forhold til tilknytningen til omgivelserne; det giver en fornemmelse af at være en del af disse omgivelser og ikke et fremmedelement.

Som medarbejder har kontakten til og dialogen med bestyrelsen været givende og en uundværlig del af miljøet. Dette gælder, hvad enten kontakten eller dialogen sker i forbindelse med officielle møder, ved arrangementer på Schuberts Minde, hvor bestyrelsen møder op, eller bare ved et tilfældigt møde i byen, hvor der bliver spurgt til dette eller hint. Det, at nogen er villig til at bruge egergi og ulønnet fritid på det arbejde, man er en del af, er med til, at man oplever sit arbejde værdsat; og det er i høj grad styrkende for arbejdsglæden.

Der er jo træer!

af: Forstanader Jørn Birk Nielsen

Træer .... ja, er der mon træer? ........ Nej, men sikkert en rodet, beskidt havn, fygende, stikkende sand, en enerverende buldrende blæst! Alt sammen forestillinger, jeg gør mig, da jeg i bil er på vej til ansættelsessamtale i Ringkøbing, på C. M. Schuberts Minde , og jeg tænker: Ja, det er givet en vildfarelse, en af disse uoverlagte, spontane indskydelser, der gør, at jeg nu for alvor er i færd med at lægge afstand til min fødeø, Lolland, med dens lune luft og frodige skovkvarterer, hvorom digterpræsten Kaj Munk så poetisk har berettet. Jeg fornemmer næsten lyden af de bombefly, der i lav højde passerer ind over hovederne på de folk, der en varm sommerdag går og måler op i Skjernådalen. Den dumpe lyd at bomber, der jævner Skjern Slagteri med jorden, og jeg ser, hvordan folkene på deres frisøndage sætter sig op på deres cykler, min far er en af dem, og ager mod Vedersø for at trykke præsten - hvem ved, måske for sidste gang - i hånden efter en af de lidet tvetydige gudstjenester.

Men tiden er ikke 40’erne; vi skriver derimod 1996, og der er træer! - en dejlig luft med højt til himlen, en glitrende fjord, en velordnet havn, en smuk og hyggelig by, en velordnet og velplejet institution, en moden og kompetent bestyrelse, et modigt amt, nogle imødekommende medarbejdere og nogle dejlige forvildede børn og unge ............ Glem alt, hvad jeg måtte have tænkt og ment af mindre flatterende ting om Ringkøbing ...... lad mig være den, der får jobbet.

Og sådan blev det. Et halv år efter fik C. M. Schuberts Minde status som behandlingshjem, og en bevidst systematisk udvikling begyndte at tage form. Personalet måtte ruste sig til i stadig stigende grad at modtage børn og unge med svære psykosociale problemstillinger. Det var vigtigt at bevare et trygt og omsorgsgivende miljø og på samme tid sikre, at et ophold på Schuberts Minde var forbundet med indlæring og en sund udvikling kendetegnet ved en markant øgning af færdigheder og kompetencer hos børn og unge. Det sunde miljø skulle kendes på en høj grad af forudsigelighed og kontinuitet i hverdagen, kombineret med en pågående omsorg og en absolut konsekvens. Vi fandt, det var af afgørende betydning, at relationerne imellem barn/ung og personalet var asymmetrisk, således at der aldrig måtte herske nogen tvivl om, at ”det er de voksne, der passer på og bestemmer”.

Vi var også af den overbevisning, at raske børn er spontane, levende, legende og nysgerrige. Når vi således i stigende udstrækning modtog børn og unge, der for det meste gav udtryk for, at de enten var “ligeglade” eller ikke gad det ene eller det andet, var vi klar over, at en udvikling var gået i stå. Vi tror således, at for at et barn /ung skal kunne udvikle sig, skal det selv samle sine erfaringer, og vi sætter derfor dagligt børn og unge på Schuberts Minde i udfordrende og krævende situationer. Der kan være et krav om deltagelse i løbeture for at styrke konditionen, deltagelse i fodboldtræning for at opbygge evnen til at kunne færdes i en større social sammenhæng og følge et regelsæt, der kan være tale om ugentlig dressurridning for at styrke balanceevnen, koordinationen og selvkontrollen. Vi tror således på, at “et muntert og virksomt liv på jord” er måden, hvorved vi mennesker udvikles.

En inddragelse af børn og unge i det praktiske arbejde med at få en dagligdag til at fungere er af stor betydning. Vi synes, at det er på sin plads, at personalet læser deres avis, medens børnene skræller kartoflerne til middagsmaden. Vi synes, det er helt i orden, at børnene støvsuger og gør rent, medens personalet tager en slapper på sofaen eller læser en bog for de mindste. Vi tror nemlig på, at “det er den, der arbejder, der lærer”, at personalet har haft deres chancer, og at det nu er børnenes/de unges tur.

Vi går ikke af vejen for konflikter, fordi vi finder, at helhjertede nej’er er bedre end halvhjertede ja’er. Vi giver ikke børnene følelsesmæssigt junkfood og omgærder dem med en misforforstået hensynsbetændelse. Vi holder både af og om vrede børn, fordi vi tror på vigtigheden af, at børn får lov til at “sætte den rigtige musik til deres følelser”.

Vi holder af at stifte bekendtskab med forskelligartede kulturer: Det er en oplevelse at vandre i optog med Den Danske Roligan Bevægelse gennem Københavns gader og være til fodbold i Parken. Det er en oplevelse at være blandt 45.000 mennesker til en Elton John koncert. Det risler ned ad ryggen, når man er  til julekoncert i Kastellets kirke og bagefter blive inviteret i teater, tivoli m.m. af vores gode ven, Pinnochio (Kaj Bo Rasmussen). Det er herligt at være i Norge at stå på ski og i Sverige at vandre. Jo - det er ganske vist: “at rejse er at leve”.

I forbindelse med min ansættelse på Schuberts Minde blev yderligere ansat en psykolog.
Med videnskabelige undersøgelsesparametre kontrolleres det en gang årligt, om der er fremgang at spore hos de børn og unge, der er i behandling. Der er således ikke længere tale om et skøn eller om tro og håb, når vi i dag skal bedømme vores indsats. Vi kan nu med objektive kriterier dokumentere, at vores arbejde gør en forskel. Vi tror ikke på, “at kun det, der kan måles, eksisterer”. Men vi tror, at kun det, der er effektivt, vil eksistere i fremtiden.

Schuberts Minde er en arbejdsplads. For nogle medarbejdere er det, at være på Schuberts Minde, en livsstil, og af andre betragtes stedet som et uddannelsessted. Lokale i området kender det som børnehjemmet. Schuberts Minde,- en del af byen Ringkøbing. Med stor velvilje bliver vi mødt af de handlende, af erhvervsvirksomheder, kirke, politi, humanitære organisationer, de lokale skoler og vore naboer. Og vi har brug for denne opbakning i vores lokalmiljø.

Ingen kan spå om fremtiden, men jeg er sikker på, at Schuberts Minde også fremover vil kunne tilbyde relevante og effektive løsninger på komplicerede og vanskelige opgaver. Vi tror på, at fremtiden er vores, og at spændende udfordringer ligger forude og venter på os.

Tillykke med jubilæet.