Afdelinger
Schuberts Minde rummer flere afdelinger.
Her bor vi

Solskifte, Hovedafdelingen & Horisonten
Vores døgnafdelinger er placeret som tre familielignende bofællesskaber.
Vi har valgt at blande piger og drenge, store og små i én skøn forening. Dette gør, at vi nærmer os mønstret i en helt almindelig familie. Denne konstellation bevirker ligeledes, at børn og unge med forskellig problematik bor sammen i afdelingerne. Dette er et bevidst valg fra vores side, idet det skærper vores mulighed for at behandle vores børn og unge individuelt, så vi ser bagom deres diagnoser og ser det enkelte barn / den enkelte ung som et unikt menneske.
Personale
I hver afdeling er der en afdelingsleder, pædagoger og en husmor.
95 % af vores faste personale har en pædagogisk faglig uddannelse.
Herudover er alle uddannede inden for miljøterapi, neuropædagogik og kognitiv adfærdsterapi.
Dagligdagen
På Schuberts Minde er der altid gang i mange ting. Vi løber, cykler, endda hele Ringkøbing fjord rundt. Vi rider på Schuberts Mindes heste, spiller musik i musikrummet og klatrer på klatrevæggen.
Alle tager del i de praktiske opgaver i huset, vi vasker tøj, gør rent i huset og ordner have. Alle har en ugentlig rengøringsdag, hvor egne værelser ordnes. Sammen ser vi tv-avisen og bagefter diskuteres "dagens nyheder". Vi læser avis og øver os i ord og begreber. Derudover er fritiden baseret på det enkle barn/ungs behandlingsplan.
En del går til aktiviteter ude i byen, hvor der er mulighed for at danne relationer til andre unge fra lokalsamfundet. Desuden tager vi hvert år på koloniture. Vi starter som regel altid med en afdelings koloni. Derudover afholder vi fælles kolonier, det kan være kanoture, cykelture, MTB-ture, fisketure, kulturture, sejlture, ture til udlandet eller hvad vi nu finder på.

Kløvhøj
Kløvhøj er et dejligt sted. En hyggelig ferie- og weekendgård, 22 km. fra Ringkøbing ved Vedersø.
Vores gård rummer 20 sovepladser fordelt på seks rum.
På 15 tdr. land jord kan vi boltre os. Vi sover i shelters, fisker, bygger huler, fælder træer, kløver brænde og går over åen efter vand. Vi kører i seje biler og på crossere og rider på vore dejlige heste.
Her kan vi skifte imellem at råbe højt, se langt og nyde stilheden.
Afdelingerne benytter Kløvhøj i weekends og ferier, samt til dag- og aftenture.
Om sommeren afholdes forskellige aktiviteter og arrangementer i Kløvhøj såsom overlevelsesture, forældredage, kurser m.m.